Indskydergaranti
Har du en opsparing stående i din bank eller i en sparekasse, kan der være risiko for, at du taber din opsparing, hvis pengeinstituttet går konkurs. Derfor er der oprettet en indskydergarantifond, der sikre dig en del af pengene, hvis pengeinstituttet skulle komme i økonomiske vanskeligheder.
Beløbsgrænsen for, hvor meget du er sikret, er på 300.000 kr. Dvs., at du er sikret at få 300.000 kr. af din opsparing igen. Beløbsgrænsen gælder pr. indskyder, og beregnes ud fra, hvad du har af værdi i banken efter modregning af eventuelle lån.
Har du en opsparing på over 300.000 kr., dækker indskydergarantien kun de 300.000 kr. Hvad du har af tilgodehavende under 300.000 kr., bliver dækket fuldt ud.
Hvis der er flere kontohavere af den samme konto, vil indskydergarantien dække for to indskydere, dvs. at indskydergarantien dækker 600.000 kr. i det hele. Det kræver dog, at begge indehavere er anført som kontohavere, da beløbsgrænsen ellers kun vil være 300.000 kr.
Hvis du har en opsparing på over 300.000 kr., kan det være en god idé at fordele pengene i forskellige pengeinstitutter, så du ikke har over 300.000 kr. stående ét sted. På den måde er du sikret at få 300.000 kr. igen fra hvert pengeinstitut, hvor du har penge indestående.
Du skal være opmærksom på, at der er nogle indlånsformer, hvor beløbsbegrænsningen er over 300.000 kr. Det gælder børne-, uddannelses- og boligopsparing, kapital- og ratepension, selvpensionering, indeksopsparing og etableringskonti.
