Kaution
Når du optager et lån, kan der være behov for, at der bliver stillet kaution for dit lån. Kaution betyder, at en anden person garanterer at betale dit lån, hvis du ikke selv kan betale.
Kaution er en sikkerhed for låneudbyderen, fx et pengeinstitut, om at få sine penge igen, hvis du som låntager ikke kan betale. Når du skal optage et lån, kan pengeinstituttet kræve, at nogen kautionerer for dit lån. Dvs. at en anden person stiller garanti for tilbagebetalingen af dit lån. Hvis du ikke betaler, kan pengeinstituttet derfor kræve, at den, der har stillet kaution, betaler.
Hvis pengeinstituttet kræver, at der blive stillet kaution, vil det oftest være fordi, de er usikre på, hvorvidt du er i stand til at betale dit lån tilbage. Det kan skyldes en usikkerhed omkring din fremtidige indtægt, hvis du har mange andre lån eller hvis du fx skal låne penge til et usikkert projekt, eksempelvis opstart af en virksomhed.
Når du som låntager har tilbagebetalt dit lån, ophører kautionen.
