Kurstab
Skal du købe en bolig, kan du låne pengene i et realkreditforeningsinstitut. Når du optager et lån i en realkreditforening, vil lånet være baseret på udstedelse af obligationer. Prisen på obligationerne vil variere efter udbud og efterspørgsel på det finansielle marked og renteniveauet i samfundet. Det mest almindelige lån, når man køber en bolig, er et fastforrentet obligationslån.
Når du skal optage et obligationslån, skal kursen være på 100 eller derunder. En kurs betyder en pris for et værdipapir målt i kroner og måles altid stykvis og omregnes i procent. Kurs 100 vil sige, at 100 kr. svarer til 100 kr. Falder kursen til fx 98, vil 100 kr. være 98 kr. i obligationer, og der vil derfor være et kurstab. Du må derfor udstede flere obligationer for at få lånet stort nok.
Kursen på obligationer svinger, fordi renteniveauet i samfundet svinger. Kursen ændrer sig derfor i takt med markedsrenten og afhænger derfor af udbud og efterspørgsel. Dvs. når markedsrenten stiger, så falder kursen på obligationerne.
Hvis du fx vil købe en bolig til 1 mio. kr., kan du låne 80 % af boligens værdi i realkreditforeningen, dvs. 800.000 kr. Ligger kursen på 98, bliver du nødt til at udstede flere obligationer for at få de 800.000 kr. i hånden. Dit lån vil derfor blive større. I dette eksempel vil lånet blive på 816.326 kr. (800.000/0.98 = 816.326 ), og du er udsat for et kurstab, fordi dit lån bliver højere, end hvis kursen havde ligget på 100. Med andre ord kan man sige, at ved optagelse af et kreditforeningslån vil kurstabet være forskellen mellem obligationsbeløbet og det kontante beløb.
Når du skal indfri dit lån, gælder det om at købe obligationerne til den lavest mulige kurs. Hvis renteniveauet er steget, efter du har fået lånet, så er kursen faldet, og det er billigere for dig at indfri lånet. Omvendt, hvis renten er faldet, så er kursen på obligationerne steget, og du lider et kurstab, hvis du indfrier lånet, fordi du indfrier et lån til en kurs, der ligger over den kurs, du gav. Ligger kursen over 100, fx kurs 105, kan du dog altid indfri et fastforrentet obligationslån til kurs 100.
Kurstab betyder derfor i ordets forstand, at du indfrier lånet til en højere kurs, end du fik lånet udbetalt til.
